Vedtægter

GENTOFTE KOMMUNALFORENING
Organisation for ansatte i Gentofte Kommune og i kommunens kommunale selskaber
Den 22. januar 2018

§ 1 Navn
Foreningens navn er ”Gentofte Kommunalforening” (GKF), organisation for ansatte i Gentofte Kommune og i kommunens kommunale selskaber og virksomheder eller i virksomheder, som har bemyndiget Kommunernes Landsforening til med bindende virkning at indgå overenskomster mv.

Foreningen er stiftet den 12. november 1906 og er en partipolitisk neutral organisation med hjemsted i Gentofte Kommune.

§ 2 Formål
Foreningens formål er

a) at danne repræsentation til at varetage og fremme medlemmernes faglige, tjenstlige og økonomiske interesser,

b) at styrke de kollegiale forhold ved afholdelse af møder og sammenkomster,

c) af foreningens midler at udlodde ferielegater til medlemmerne.

§ 3 Hovedorganisationer
Foreningen er tilsluttet ”FTF”. Foreningen kan endvidere tilslutte sig andre hovedorganisationer efter forudgående vedtagelse på generalforsamlingen.

3a Samarbejdsorganisationer
Foreningen er tilsluttet samarbejdsorganisationer efter bestyrelsens anvisninger

§ 4 Medlemskab
Som medlemmer kan optages:

a) Personer, der er ansat i kommunen i h.t. en med foreningen indgået overenskomst eller aftale.

b) Personer, hvis stilling efter bestyrelsens skøn i det væsentlige må sidestilles med ovennævnte.

c) Pensionerede tjenestemænd eller sidestillede, der under deres ansættelse omfattes af punkt a, b, eller c.

d) Personer ansat i Gentofte Kommune eller som tidligere har været ansat i Gentofte Kommune og som er medlem af en anden forhandlingsberettiget organisation, der har forhandlingsretten over personen, kan være medlem af GKF til samme kontingent som pensionister.

§ 5 Æresmedlem
Generalforsamlingen kan udnævne medlemmer eller andre personer, der har gjort sig fortjent hertil, til æresmedlemmer. Æresmedlemmer er kontingentfri.

§ 6 Indmeldelse
Indmeldelse i foreningen kan ske til den 1. i en måned ved anmeldelse til Gentofte Kommunalforening. Der udleveres ethvert medlem et eksemplar af vedtægterne. Genindmeldelse kan kun ske, såfremt man er restancefri hos Gentofte Kommunalforening.

GKF yder medlemmerne gratis bistand ved uoverensstemmelser vedrørende arbejdsforhold, når uoverensstemmelserne er opstået efter tre måneders medlemskab.

Desuden yder GKF gratis bistand ved uoverensstemmelser vedrørende arbejdsforhold i tilfælde, hvor disse er opstået inden for de første tre måneders ansættelse, såfremt medlemmet har indmeldt sig i foreningen senest en måned efter ansættelsen.

§ 7 Kontingent m.v.
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet betales månedsvis, ved at Gentofte Kommune indeholder kontingentet i medlemmets løn, respektive tjenestemandspension, såfremt anden aftale ikke er truffet. Indeholdelse af kontingent i medlemmets løn skal ske med medlemmets samtykke.

Medlemskontingentet indgår i foreningens midler, der anvendes til foreningens drift efter bestyrelsens nærmere bestemmelse.

Et medlem, som i tre måneder har undladt at betale kontingent og som ikke inden en måned efter skriftlig varsel har betalt restancen, slettes som medlem og kan kun genoptages mod betaling af kontingentrestancen.

§ 8 Garantifond
Foreningens garantifond er oprettet med det formål at yde økonomisk støtte i principielle sager, personsager m.v. til gavn for foreningens medlemmer i bestræbelse for bedre løn- og arbejdsvilkår.

Endvidere kan foreningen fra garantifonden yde økonomisk støtte i principielle sager rejst af foreningen i samarbejde med andre personaleorganisationer.

Generalforsamlingen beslutter hvert år i forbindelse med fastsættelse af foreningens kontingent, hvor stor en del heraf, der skal henlægges til garantifonden.

Anbringelse og anvendelse af fondens midler sker ved beslutning i bestyrelsen, dog kræves der i tilfælde af anvendelse tilslutning fra mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer. Der føres et selvstændigt regnskab over fondens midler.

Indvundne renter m.v. tilskrives fondens kapital, men rentetilskrivningen kan evt. overføres til dækning af driftsunderskud for samme regnskabsår.

§ 9 Udmeldelse
Udmeldelse kan kun ske skriftligt til Gentofte Kommunalforening med mindst 30 dages varsel til den 1. i en måned.

Når en konflikt er varslet, kan udmeldelse, medmindre denne skyldes fratrædelse af stilling under foreningens organisationsområde, ikke finde sted, så længe konflikten pågår og er der fastsat ekstraordinært kontingent, som ikke er endeligt opkrævet ved konfliktens afslutning, forlænges tidspunktet for udmeldelse til sidste forfaldstidspunkt for disse ydelser.

§ 10 Eksklusion
Et medlem, der modarbejder eller på anden måde skader foreningens interesser, kan ekskluderes. Eksklusionen der træder i kraft straks, kan kun ske ved en bestyrelsesbeslutning, hvor mindst 7 bestyrelsesmedlemmer stemmer for eksklusionen.

Eksklusionen kan indankes for den førstkommende ordinære generalforsamling, der har den endelige afgørelse.

§ 11 Foreningens ledelse og tegningsret
Foreningens ledelse varetages af:

A.Formanden
B. Bestyrelsen

Foreningens tegningsret udgøres af:

A.Formanden
B. Kassereren

§ 12 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Indvarsling sker af bestyrelsen med mindst 21 dages varsel gennem bekendtgørelse i foreningens medlemsblad eller ved rundskrivelse til medlemmerne.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april måned.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid afholdes, såfremt

a) der foreligger beslutning fra generalforsamlingen herom.
I tilfælde af a) er tidsfristen for indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling 14 dage.

b) der foreligger beslutning fra bestyrelsen herom.
I tilfælde af b) er tidsfristen for indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling 7 dage.
eller

c) der foreligger skriftlig, motiveret begæring, der indgives til bestyrelsen fra mindst 10 % af foreningens stemmeberettigede medlemmer.

I tilfælde af en sådan begæring er bestyrelsen forpligtet til at sammenkalde generalforsamlingen til senest 4 ugers dagen efter begæringens modtagelse.

I tilfælde af, at der skal indkaldes til ny ekstraordinær generalforsamling kan dette ske med et varsel på 14 dage for så vidt angår a) og c) og b) med et varsel på 7 dage.

Såfremt formands- og eller kassererposten bliver vakant skal generalforsamling vælge en ny inden 1 måned efter vakancen, jf § 18.

§ 13 Indsendelse af forslag
Forslag, der ønskes behandlet af den ordinære generalforsamling skal være Gentofte Kommunalforening i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

§ 14 Dagsorden
Dagsorden bilagt revideret regnskab, budgetforslag, herunder fastsættelse af kontingent samt eventuelle indkomne forslag skal være medlemmerne i hænde senest 8 dage før den ordinære generalforsamlings afholdelse.

Generalforsamlingen vælger ved simpelt flertal en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Beretning
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
4. Vedtagelse af budget og kontingent
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg
7. Eventuelt

.

§ 15 Afstemninger
For at afgive stemme på en generalforsamling er personligt fremmøde nødvendigt. Kun medlemmer med mindst 3 måneders forudgående medlemskab er stemmeberettigede. Undtaget herfra er nyansatte i kommunen, der indmelder sig i foreningen senest 1 måned efter ansættelsen. Forslag om vedtægtsændringer kan kun vedtages,

såfremt
a) mindst halvdelen af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og
b) mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for det/de stillede forslag.

Såfremt punkt a ikke kan opfyldes, men 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, henvises dette til en ekstraordinær generalforsamling, jfr. § 12, stk. a, b eller c.

Denne generalforsamling kan – uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede – vedtage det/de på ny foreliggende forslag med det under punkt b nævnte kvalificerede stemmetal. Alle øvrige afstemninger afgøres ved simpelt flertal.

§ 16 Referat
Der føres referater af alle generalforsamlinger. Referater underskrives af dirigenten og foreningens formand.

§ 17 Valg til bestyrelsen
Valgbar til bestyrelsen er ethvert stemmeberettiget medlem.

Valget af 7 bestyrelsesmedlemmer foretages på den ordinære generalforsamling ved relativt flertal. Genvalg kan finde sted.

Formanden vælges først – i lige år for 2 år ad gangen.

Kassereren vælges ligeledes for 2 år ad gangen, men i ulige år.

3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år for 2 år ad gangen og 4 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år for 2 år ad gangen.

På den ordinære generalforsamling vælges endvidere 2 ligestillede suppleanter til bestyrelsen for 1 år ad gangen.

Såfremt der ved nyvalg kun er foreslået det antal kandidater, der skal vælges, betragtes disse som valgt. Såfremt der er flere kandidater kan mindst 10% af de fremmødte begære skriftlig afstemning. Stemmesedler til brug ved valg må udfyldes med højst 3 kandidatnavne i lige år og 4 kandidatnavne i ulige år. De 3 henholdsvis 4 kandidatnavne må ikke være identiske. I tilfælde af stemmelighed skal nyt valg mellem de pågældende kandidater finde sted. Dersom den afgående formand, respektivt de afgående bestyrelsesmedlemmer, ønsker genvalg, og andre kandidater ikke er foreslået, betragtes formanden, bestyrelsesmedlemmerne henholdsvis de foreslåede kandidater som genvalgt.

§ 18 Bestyrelsens konstituering
Foreningens samlede anliggender administreres af en bestyrelse, der inklusive formanden består af 9 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig hvert år inden 14 dage efter den ordinære generalforsamling med en næstformand, en vicekasserer, der fungerer ved formandens, henholdsvis kassererens forfald og en redaktionssekretær. Samtidig nedsætter bestyrelsen:
a) forretningsudvalg
b) redaktionsudvalg
c) forhandlingsudvalg
d) arbejdsmiljøudvalg
e) arrangementsudvalg
f) eventuelt øvrige udvalg

Såfremt formands- eller kassererposten bliver vakant, skal en generalforsamling vælge en ny formand, henholdsvis en ny kasserer inden 1 måned efter vakancen.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtige på sine møder, når samtlige medlemmer er tilsagt og mindst 5 medlemmer foruden formanden eller eventuelt næstformanden er tilstede. Alle beslutninger afgøres ved simpel flertal, heraf undtaget eksklusion. I tilfælde af stemmelighed gør formandens respektive næstformandens stemme udslaget.

§ 19 Revisorer
På den ordinære generalforsamling vælges af og blandt foreningens medlemmer 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant. Revisorerne vælges for to år ad gangen ved relativt flertal og afgår på skift. Revisorsuppleanten vælges for ét år ad gangen ved relativt flertal.

§ 20 Valg af tillidsrepræsentanter
Valg af tillidsrepræsentanter og suppleanter foretages inden udgangen af marts måned i lige år for en fireårig periode med gyldighed efter førstkommende generalforsamling i april måned. Ved disse tillidsrepræsentanters forfald i mere end 2 måneder indtræder disses suppleanter.

Tillidsrepræsentanten skal holdes underrettet om sager af særlig interesse for den pågældende gruppe, herunder normeringsforslag. En tillidsrepræsentant kan selvstændigt fremkomme med forslag eller kommentarer over for bestyrelsen/fællestillidsrepræsentanten. Valg af tillidsrepræsentant skal anmeldes til foreningen senest én uge efter, at valget har fundet sted.

§ 21 Valg af fællestillidsrepræsentanter
Der vælges fællestillidsrepræsentanter og suppleanter efter bestyrelsens anvisninger. Ved disse fællestillidsrepræsentanters forfald i mere end 2 måneder indtræder disses suppleanter.

Valget af fællestillidsrepræsentanter foretages inden udgangen af marts måned i lige år for en fireårig periode. Efter anmeldelse til GKF har valget gyldighed efter førstkommende ordinære generalforsamling i april måned.

§ 22 Urafstemning

  1. Bestyrelsen kan bestemme, at et forslag skal underkastes urafstemning blandt GKF’s medlemmer eller den del af medlemmerne, som forslaget vedrører.
  2. Urafstemning kan anvendes, når bestyrelsen ønsker at erfare medlemmernes standpunkt i en bestemt sag. Bestyrelsen skal indkalde generalforsamlingen med henblik på behandling af spørgsmålet. Generalforsamlingens dirigent og foreningens formand leder urafstemningen.
  3. Urafstemningen er gyldig og bindende, såfremt 50 procent af de stemmeberettigede medlemmer har afgivet stemme.
    Deltager et lavere antal stemmeberettigede, tilfalder beslutningsretten bestyrelsen. 

§ 23 Regnskab
Regnskabsåret er kalenderåret. Regnskabet føres af kassereren og/eller vicekassereren under formandens tilsyn og ansvar.

Udgifter kan kun afholdes af foreningens midler efter anvisning af formanden eller i dennes fravær af næstformanden.

Ved hvert regnskabsårs udløb opgøres regnskabet over det forløbne års drift samt status.

Årsregnskabet skal inden udgangen af februar måned være afsluttet og tilstillet revisorerne, som derefter inden den 15. marts skal have revideret og tilbagesendt regnskabet til bestyrelsen.

Inden regnskabets udsendelse til medlemmerne skal dette være forelagt bestyrelsen til godkendelse. Revisorerne skal i hvert regnskabsår foretage mindst 2 uanmeldte kasseeftersyn.

§ 24 Møder og sammenkomster
Foreningen afholder medlemsmøder eller selskabelige sammenkomster efter bestyrelsens nærmere bestemmelse. Ved foreningens selskabelige sammenkomster kan medlemmerne medtage familiemedlemmer og/eller gæster efter bestyrelsens bestemmelser til enhver tid.

§ 25 Opløsning
Foreningen kan kun opløses på en ekstraordinær generalforsamling, der er indkaldt med mindst 3 ugers varsel, og efterfølgende urafstemning. Hvad der på dette tidspunkt måtte tilhøre foreningen, anvendes efter generalforsamlingens bestemmelse.

§ 26 Ikrafttræden
Nærværende vedtægter træder i kraft straks.

Foreningens vedtægter er vedtaget af den ekstraordinære generalforsamling den 14. juni 1978.

Vedtægtsændringer er vedtaget på ekstraordinære generalforsamlinger:

den 18. juni 1980
den 16. juni 1982
den 16. november 1982
den 29. maj 1985
den 3. juni 1987
den 18. juni 1997
den 12. december 2001
den 29. juni 2004
den 6. juli 2004
den 29. januar 2010
den 13. april 2011
den 24.marts 2015 og
den 22. januar 2018